Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Foto: Isak Hoffmeyer

Thursday, June 12, 2008

Boganbefalinger til P2

Jeg anbefaler jævnligt bøger til P2's kulturguide, som bliver sendt lørdag formiddag. På lørdag kan man høre mig anbefale Henriette E Møllers "Kaiser" (som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen), Mervyn Peakes "Titus alene" og Torgny Lindgreens "Norrlands akvavit".

"Titus alene" (fra 1959) er tredje bind i Mervyn Peakes forunderlige og bemærkelsesværdige trilogi om slottet Gormenghast og slægten Groan. Peake ville skrive fem bind, men døde i 1968 før han nåede det. Peakes bøger er blevet kaldt fantasy, samfundskritik og analogi over klassesamfundet. Men lige meget hvad man kalder det, er det littartur der holder - sansemættet, fabulerende, eventyrligt, sørgeligt, morsomt og stærkt foruroligende. Oversættelsen af Arne Keller er fremragende og forlaget Ries skal have ros for at udgive Peakes værk på dansk.

Torgny Lindgreen er en af Sveriges helt store forfattere, som er skammeligt lidt kendt i Danmark. "Norrlands Akvavit" er den på samme tid morsomme og tragiske historie om den 83-årige Olof Helmersson, der i sin tid har stået i spidsen for en vækkelse, der frelste 416 sjæle i et tyndt befolket område i Västerbotten. I sin fremskredne alder er det gået op for ham, at frelsen ikke eksisterer og gudstroen er det rene vanvid. Og så vender han tilbage for at af-frelse de, som endnu er i live.


No comments: